Hvad er fødevarer til medicinske formål?


Fødevarer til særlige medicinske formål (FSMP) kaldes også ernæringspræparater og anvendes som supplement til den almindelige kost eller som den eneste ernæring til syge eller svært svækkede patienter.

Sygdom, behandling og indlæggelse kan gøre det svært at indtage nok almindelig mad. Fødevarer til særlige medicinske formål i form af fx ernæringsdrikke eller sondeernæring kan anvendes, når patienten har problemer med at få dækket sit ernæringsbehov.

Det centrale ved fødevarer til særlige medicinske formål er, at de indeholder alle de nødvendige næringsstoffer, patienten har behov for og dermed kan erstatte normal føde, hvis patienten af en eller flere årsager ikke kan spise.

Leverandører af fødevarer til medicinske formål tilbyder et udvalg af ernæringsdrikke og sondeernæring, der hjælper den underernærede med at indtage og optage mere næring.

Ernæringspræparater gives som ernæringsdrikke eller som sondeernæring.

Produkter til særlige medicinske formål skal notificeres før markedsføring
Der er krav om notifikation af fødevarer til særlige medicinske formål. Det vil sige, at virksomheden (EU-producenten, EU-importøren eller den, der er ansvarlig for første markedsføring i Danmark) skal sende et eksemplar af den anvendte mærkning til Fødevarestyrelsen, inden produktet markedsføres.

Der er bestemte krav til sammensætningen
Anvendelsen af fødevarer til særlige medicinske formål skal være sikker, gavnlig og effektiv til opfyldelse af de særlige ernæringsmæssige krav hos de personer, som produkterne er beregnet til.

Dette stiller følgende krav:

  • Produkterne skal som udgangspunkt indeholde alle næringsstoffer i balanceret mængde svarende til de nordiske næringsstofanbefalinger.
  • Amino- og fedtsyreprofilen skal være egnet til, at produktet kan opfylde sit formål.
  • Produkterne skal overholde de minimums- og maksimumsgrænser for indhold af vitaminer og mineraler, der er anført i henholdsvis bilag 1 og bilag 2 i bekendtgørelse om fødevarer til særlige medicinske formål.

Lægemiddelstyrelsen godkender fødevarer til særlige medicinske formål til tilskud fra Regionsrådet. Der ydes kun tilskud til ernæringspræparater optaget på Sundhedsstyrelsens liste over tilskudsberettigede ernæringspræparater. Tilskud ydes via den grønne recept.

Fødevarer til særlige medicinske formål er omfattet af en ny forordning om fødevarer bestemt til spædbørn og småbørn, fødevarer til særlige medicinske formål og kosterstatninger til vægtkontrol.